Halmtorvet 11
Copenhagen V, Hovedstaden 1700

Dette års World Press Photo udstilling er et lille udpluk af 4.460 fotojournalisters 78.083 indsendte fotografier.

For tiende gang i træk præsenterer ØKSNEHALLEN i samarbejde med Politiken udstillingen World Press Photo, verdens største og mest prestigefyldte foto-konkurrence.

De udstillede fotos til World Press Photo er udvalgt blandt de ypperste fotografer i verden. I alt 4.460 professionelle fotografer fra 124 lande har dystet om priser i 10 forskellige kategorier, der bl.a. tæller portrætter, sport og nyhedsbilleder.

Per Folkver, fotochef og tidligere jurymedlem, fortæller om dette års verdensbilleder:
”Man ved snart ikke, hvem og hvad der er mest fuld af løgn. Er det de grumsede fotografier, der ved første øjekast ligner noget fra en ydre virkelighed, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være en reklame for et par bukser, noget sminke eller hvad som helst? Eller er det journalisten, der taler til dig i dit eget tv, men som pepper sin reportage op og sender dig en lille løgn - bare sådan for at gøre begivenheden en anelse mere dramatisk?

Vi bombarderes med billeder og udsagn, og hvis nogen skulle finde på at lukke øjnene og stikke hovedet i busken og give op, så er det forståeligt. For det er simpelthen svært at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.”

Verdens største fotokonkurrence World Press Photo giver ikke svar på, hvad der er rigtigt, eller hvad der er forkert, men til gengæld kan man være sikker på at se fotografier fra den virkelige virkelighed. Nogle gange alt for virkelig.

World Press Photo er en sekunddel af, hvordan verden så ud, i det øjeblik fotograferne løftede deres kamera. Usminket, rørende, rå og forbløffende. Men aldrig ligegyldig. Det ligegyldige må du finde andre steder. Udstillingen viser, at billeder af virkeligheden ikke behøver at blive hjulpet på vej.Virkeligheden overgår altid enhver fantasi.

Igen i år er der danske fotografer repræsenteret. Jan Grarup med et billede fra Darfur, Steven Achiam med et billede af en arbejder i Kuwait og Jørgen Flemming med et billede af to rovfugle.

World Press Photo er en uafhængig ikke-kommerciel organisation, der blev stiftet i Holland i 1955. Organisationens hovedformål er at støtte og fremme professionelle pressefotografers arbejde på et internationalt plan.

ØJENVIDNER
Samtidig med World Press Photo udstillingen, vises udstillingen Øjenvidner.
Politikens fotografer er året rundt øjenvidner til alverdens begivenheder – store og små, glædelige og sorgfulde, voldsomme og fredelige, danske og internationale.
I udstillingen ØJENVIDNER 2007 fastholdes de mest markante øjeblikke – fra oktober 2006 til oktober 2007.

Official Website: http://www.dgi-byen.dk/wpp

Added by Holtermand on November 1, 2007

Interested 1